fredag den 24. juni 2011

Anbefalet i Kristeligt Dagblad

I mandag fik jeg at vide, at jeg var nævnt i Kristeligt dagblad. Det skete i artikelserien Mit kulturliv, hvor sognepræst og leder af Brorson-centeret i Ribe, Torben Bramming, i et interview blev bedt om at fortælle om kultur/læseoplevelser, som har haft betydning for ham. I en passage hvor han spørges om, hvad han vil anbefale fra kulturudbuddet i Danmark lige nu, svarer han:

''Jeg vil gerne anbefale nogle af de nygotiske romaner. De beskriver den samme myteverden, som folkeviserne beskriver, og så er de skrevet ind i en nutidig sammenhæng. Jeg kan blandt andet anbefale Teddy Vorks, Hvor skyggen falder.''

Det skal han have mange tak for. Jeg er desuden meget enig i, at horror i høj grad bygger på myter - både bevidst og ubevidst - som bryder frem i forskellige epokers foretrukne fiktionsformer.

torsdag den 2. juni 2011

Ned i novellen


For en uges tid siden opdagede jeg på forfatter Lars Ahn Pedersens hjemmeside, at ''Gravsten væltet'' - en af mine noveller fra Hvor skyggen falder - var blevet 'antologiseret' i en samling ved navn Ned i novellen. Overraskende og glædeligt. Antologien ser interessant ud med dens bidrag fra en bred vifte af forfattere og 40! tekster delt op i realisme og fantastik og er tiltænkt en rolle som grundbogsmateriale til litteraturundervisning i 8-9. klasse.