At læse er den måde jeg lærer at skrive på. Det har det altid været, men i endnu højere grad de sidste par år, hvor jeg ikke har været del af en skrivegruppe med tekstlæsning- og kritik, som da jeg læste Skrivekunst på Syddansk Universitet.
Nedenstående er listen over de bøger, jeg fik læst i 2012. Mange gode, en del jeg ikke var voldsomt begejstret for, og så en håndfuld der blæste mig omkuld, både indholdsmæssigt, men i høj grad også med deres form. De bedste af dem har lært mig nye greb, virkemidler eller tilgange til skrivningens forskellige elementer:
Clive Barker. The Damnation Game.
Chuck Palahniuk. Haunted.
William Peter Blatty. Legionen.
Ray Bradbury. Fahrenheit 451
Steen Langstrup. Fluernes hvisken.
Mark Z. Danielewski. House of Leaves.
Dennis Jurgensen. Tunnelmanden.
Peter Mouritzen. Den tavse bas.
Stephen Jones (ed.) Best New Horror of the Year 20.
Michael Cunningham. Når mørket falder på.
R. L. Stine. Overtroens dæmoner.
Ray Bradbury. The Illustrated Man.
Steen Langstrup. Plantagen II.
Daphne Du Maurier. Rebecca.
Joyce Carol Oates. Middle Age - A Romance.
A. Silvestri. Pandemonium.
John Steinbeck. Grapes of Wrath.
Steen Langstrup. Forvandling.
Karen Blixen. Seven Gothic Tales.
Erlend Loe. Doppler.
Jennifer Egan. The Keep.
James Herbert. The Ghosts of Sleath.
Dan Simmons. The Terror.
Grete-Lise Holm. Robinson-mordene.
Historier for drenge (antologi)
Jonas Wilmann. Frygt-filerne.
Stephen King. Full Dark, No Stars.
Stanley Ellin. Tavse gys.
Mathias Clasen. Monstre.
Jeg kommer nok desværre aldrig til at læse noget som Danielewskis House of Leaves (2001) igen, og det er den rene skære tragedie. Denne sublime roman? er foruroligende ikke blot i indhold, men også i form med dens brudstykker af afhandling skrevet af en blind mand om en dokumentar, der aldrig har eksisteret; en anden fortællers dagbog skrevet i afhandlingens noter. Som bogens hjemsøgte hus er teksten labyrintisk og udformet så man må vende og dreje bogen, læse på hovedet, læse bagfra og fare vild som personerne i forskellige fonte og layoutstile. Wauw!
En anden bog som imponerede mig, var Egans (vinder af Pullizerprisen 2012 for The Goon Squad) The Keep. Hun leger i The Keep med fortællerforhold, som jeg aldrig har set det, og romanen er stilsikker og velskrevet.
Jeg har altid været vild med Palahniuk, og novellerne der udgør Haunted er groteske, krasse, ulækre, uhyggelige og alligevel poetiske, med vilde zoomdetaljer. Ærgerligt at rammehistorien skæmmer samlingen en smule.
Af det som kan betegnes som mere traditionel horror, må jeg nævne Simmons The Terror, der handler om Franklinekspeditionens forsøg på at finde Nordvestpassagen. Simmons er altid imponerende, og den lange roman, der foregår i 1800-tallet, på to skibe frosset fast i indlandisen i over tre år, mens noget på isen jager besætningen, er ingen undtagelse. Simmons research er imponerende, og han omsætter den til knivskarpe, sanselige detaljer, så man føler sig transporteret til minus 60 graders kulde. Den grad af research giver en eller anden form for narrativ autoritet, så læseren opsluges fuldstændig i så ellers fremmedartede omgivelser.
Af udenlandske horrornoveller var jeg helt vild med Neil Gaimans ''Feminine Endings'' og Ramsey Campells ''The Long Way'' fra Best New Horror of teh Year 20.
Efter en del skuffelser fra Stepen King må man sige, at han er på banen igen med Full Dark, No Stars, som består af 4 novellas/kortromaner. Den halvlange form passer ham godt, og det er dejligt at se ham holde en stram narrativ efter så mange løbske kæmperomaner. Men karakter er stadig det, King gør bedst, bedre end mange mere højlitterære forfattere (nøj, hvor blev jeg punket for den holdning på Litteraturvidenskab).
Apropos karakter, må jeg have med, at Cunninghams Når mørket falder på og Carol Oates (en af mine yndlingsforfattere) Middle Age er fremragende, medlevende romaner i kraft af deres karakterbeskrivelser. Unikke detaljer, refleksioner og erindringer, og modet til at tage selv de mest pinlige aspekter af en personlighed med, skaber personer mere virkelige end dem, jeg møder i mit daglige liv. Carol Oates er samtidig en sproglig virtuos som stilistisk formår at balancere mange (dystre, kropslige og overraskende) metaforer og similier uden at stilen bliver for overlæsset.
Af dansk horror har det været spændende at læse A. Silvestris Pandemonium - et stort anlagt og velskrevet zombieepos, som er interessant, fordi værket er et dansk indslag i tidens (alt for) mange zombieapocalypser.
Jonas Wilmans novellesamling Frygt-filerne byder på en slags horror, jeg ikke før har læst på dansk. Suspensefuld, gennemtænkt og visuelt chokerende, når personernes kroppe udsættes for varierende former for lemlæstelse. Jeg kan ikke lade være med at høre lyden af en kødhammer, der rammer blødt kød, når jeg tænker på historierne. For mig var ''Fra Goya'' og ''Familieliv'' særlig imponerende, især sidstnævnte, som bliver hos læseren længe.
Steen Langstrups Plantagen II indeholder en af de mest nervepirrende horrorsekvenser, jeg længe har læst: Et sjak østtyske håndværkere undersøger det hjemsøgte plantagehus, og det går helt galt da de kommer op i fordelingsgangen med de mange døre på førstesalen. Som læser begynder man at skimme, for at blive fri for at være i situationen sammen med håndværkerne. Jeg håber, Langstrup meget snart vil skrive en god gammeldags ghost story - den ville blive virkelig uhyggelig.
Jeg håber, jeg får læst lige så meget godt i 2013, hvilket det tegner til. Jeg har lige læst Paul Austers Vinternoter, og snart lander Kristian Bang Foss' Døden kører Audi i postkassen.
