For lidt tid siden blev Ex anmeldt på bloggen Fra Sortsand og fik nogle rigtig fine ord med på vejen, bl.a.:
''Ex er en klog og stemningsfuld roman. Teddy Vorks leg med fortid og nutid er fascinerende og inspirerende, især fordi han formår at skrive en spøgelseshistorie, hvor spøgelset er præcis så virkeligt, som læseren har lyst til at gøre det. Bogen kan læses som en psykisk deroute, og bogen kan læses som en voldsom paranormal hjemsøgelse.''
og
''Et af de væsentlige elementer bag bogens virkningsfulde udtryk er dens indlejring i det stedspecifikke. Handlingen udspiller sig i og omkring Esbjerg, og det realiserer Vork til fulde. Ikke bare ved at nævne gadenavne og steder, men på et dybere niveau. Han gør nemlig sanseoplevelserne til noget primært og lader derved læseren opleve det vinterdystre, gotiske Esbjerg, som Vork digter frem.''
Denne anmeldelse har en særlig stor betydning for mig, da jeg det seneste år har fulgt med på Fra Sortsand og har fået stor respekt for både skribentens viden om (bl.a.) gotisk/horrorlitteratur, og hans skarpe læsninger af de forskellige værker.
Man kan læse hele anmeldelsen her, og, vigtigere, finde vej til Fra Sortsand, som er en yderst interessant blog med vid og begejstring. Jeg troede, jeg vidste meget om anglo-amerikansk gotik, men hver gang jeg læser Fra Sortsand, lærer jeg noget nyt.