mandag den 4. juli 2011

Jomfrurejse i Academia


Rædsler fra Ribe og omegn - Skrækhistorien som global fortælling er titlen på en ny artikel af Mathias Clasen, ph.d-studerende ved Aarhus Universitet og horrorekspert, publiceret i Akademisk Kvarter. Artiklen handler om darwinistisk litteraturteori/analyse og min roman Diget, ja faktisk er den den flere steder en litterærdarwinistisk læsning af min historie - og derved bliver en af mine tekster hermed defloreret i akademisk regi. En stor dag!

Som i alle de artikler jeg de seneste år har læst af Clasen, argumenterer han også her overbevisende, fyndigt og velskrivende for relevansen af en evolutionbiologisk læsning af fiktion.

Det er virkelig interessant at se sin historie læst gennem en sådan optik, især når den flere gange zoomer ind på de aspekter, jeg håbede ville blive opfattet som helt centrale for fortællingen. De aspekter jeg selv undrer mig over ved tilværelsen, som man kan skrive rundt om, som når man med afsky iblandet fascination pirker til noget frastødende - og som horror og gotik efter min mening er særlig velegnet til.

Clasen skriver bl.a.:
Diget har flere tematiske spor (fx individet vs. gruppen; et tema, der er lige relevant i jæger-samler-samfund og moderne demokratier), men helt centralt skildres fiktive fortællingers kolossale psykologiske og kulturelle betydning – på godt og ondt: det er en religiøs fortælling om guder og ofringer der forårsager Knuds indespærring, og det er fortællinger om monstre og monsterjægere der bliver hans redning.

Man kan læse hele artiklen her