torsdag den 21. oktober 2010

Fantastiske forfattere

For nogle dage siden blev jeg interviewet af Janus Andersen, manden bag hjemmesiden fantastiskeforfattere.dk, om Diget og horrorgenren.

Spørgsmålene var interessante, fordi de tvang mig til at reflektere over en del ting, jeg ikke havde formuleret helt klart for mig selv, før jeg blev tvunget til det.

Et af hans spørgsmål og mit svar var bl. a.:

Jeg synes at horror, der foregår i Danmark, må være ekstra svær at skrive – det land, vi lever i, kan virke for genkendeligt og almindeligt til, at det kan være skræmmende. Har du gjort dig nogle tanker om det problem?

Jeg har det faktisk lige modsat. For mig bliver det mere skræmmende, jo tættere vi er på det almindelige og hverdagen. Hvis det rædselsfulde kan eksistere her, lige ved siden af os, er det for mig meget mere skræmmende. Horror er vel den genre, som afhænger mest af lokaliteten – det er fra den, atmosfære flyder, den man kan trække de brugbare stemningsdetaljer ud af – nogle af de greb, jeg har arbejdet og stadig arbejder mest med. Jeg er overbevist om, at alle steder har potentiale for horror, det gælder bare om at få det rette syn på stedet, se det gennem et mørkt glas. Jeg har lige skrevet en horrornovelle, som foregår i en dagpleje ved højlys dag, og den lykkedes ret godt, synes jeg.

Man kan læse hele interviewet her (og mange andre spændende Q & A fra forfattere som skriver i de fantastiske genrer)