lørdag den 20. juni 2015

Ønskehuset


Min SMSgyser, ''Ønskehuset'', er ude nu på Forlaget SMSpress.

Bagsideteksten, eller hvad det nu hedder, når det drejer sig om en SMS-novelle, lyder:

''Det var lige efter, mor begyndte at bløde ud af endetarmen, at jeg hørte om ønskehuse. En morgen havde jeg set bittesmå stænk på undersiden af brættet. Jeg troede først, det var, fordi hun havde menstruation, men badeværelset lugtede ikke, som det plejede, når hun havde det. Du ved sådan sødligt-agtigt. Kræften var gået i tarmen på hende nu, sagde lægen. Metastase. Så var det, at jeg hørte historien henne i skolen.''
Hvad vil du gøre, hvis én du elsker, er døende? Hvilke utrolige vandrehistorier vil du tro på, hvis de lover frelse? Vil du ofre dig selv? Andre?
“Ønskehuset” er en SMS-gyser, som er baseret på elementer fra vandrehistorier.
SMS-gyseren koster kr. 25 + én alm. SMS-takst og varer tre dage.
Få fat i historien her

lørdag den 11. april 2015

Sprækker vinder


Jeg var så heldig, at min novellesamling Sprækker vandt prisen som Årets Horror Udgivelse 2014. Prisen uddeles af Dansk Horror Selskab, og vinderen udvælges af en uvildig jury. Den bestod i år af bl. a. Søren Staal Balslev, skribent hos Weekendavisen, Jan M. Johansen, Bibliotekar ved Københavns Biblioteker og Steffen Larsen, journalist ved Politiken.

Juryens begrundelse lød:

''Juryen finder, at Sprækker er en række stemningsmættede og dystre noveller, hvor underspillet ondskab og snigende gru er i fokus. Vork mestrer på bedste vis den svære kunst at skræmme voksne mennesker ved hjælp af psykologiske virkemidler frem for billige effekter. Sprækker er velskreven horror fyldt med sproglige finesser, og løfter genren til sjældne litterære højder.''

Jeg er virkelig stolt af prisen, og det var en fantastisk dag til prisoverrækkelsen på Krimimessen i det gamle statsfængsel i Horsens.

søndag den 8. februar 2015

Sprækker godt modtaget


Min seneste udgivelse, novellesamlingen Sprækker, har fået en rigtig god modtagelse. Anmeldelser er tikket regelmæssigt ind, og de har alle været yderst positive. Et lille udpluk:

Og så kan jeg ikke have andet end respekt for en mand, der skriver, så det løber mig koldt ned ad ryggen. Sprækker anbefales på det varmeste! (Planet Pulp).

9 horror-noveller, der kan få de små hår til at rejse sig og læseren til at tjekke, om alle døre er låst og vinduerne lukket. De fleste horror fans vil synes om disse noveller (Bibliotekernes Lektørudtalelse).

Sprækker sender læseren ud hvor man bliver regulært bange og ubehagelig til mode. Det er historier der dykker helt ind i det enkelte menneske, viser hende som en man kan relatere til og vise sympati for, og når vi først holder af hende, begynder de at blive skævt, dagligdag situationer viser sig fra deres mørkeste sider. Frygten fra monsteret i mørket, lydene i et tomt hus en sen aften (Bogblogger).

... novellesamlingen Sprækker hører helt klart til en af perlerne i dansk gyserlitteratur. Man gyser og væmmes, men der ligger altid et ekstra lag indenunder gyset. Et lag med menneskelighed og genkendelse, der gør dem ekstra nærværende og virkelige (Eibes Bogblog).

Desuden optræder Sprækker på shortlisten - sammen med fire andre værker - til Året Dansk Horrorudgivelse 2014, som Dansk Horror Selskab kårer hvert år.