Carina Evytt har netop udgivet sin tredje roman i Tellerup-regi, som jeg vil skynde mig at anbefale til alle, der holder af det makabre.
Evytt og jeg plejer at være testlæsere på hinandens tekster - for det meste en ret let opgave for mig, da hun skriver misundelsesværdigt flydende selv i sine udkast, mens hun må hakke sig igennem mere løse ting fra min hånd.
Og Jack the Rippers lærling er meget velskrevet. Romanen breder sig ud over et krydsfelt mellem psykologisk thriller og horror og handler om kirurgen Thomas, som altid har været fascineret af Jack the Ripper. Efter et mentalt sammenbrud forvandles denne fascination til besættelse, og kirurgi, kunst og hævntørst flyder sammen i et foruroligende billede.
Karakteren Thomas er efter min mening Evytts største bedrift hidtil som forfatter. På trods af de uhyrlige handlinger han begår, bliver man ved med at føle sympati for ham - ikke nogen let opgave for en forfatter. Jeg har ikke set det behandlet så godt andre steder end Michael C. Halls rolle som seriemorderen Dexter i tv-serien af samme navn (har desværre ikke læst Jeff Lindsays romaner, der ligger til grund for serien)
Man kan læse mere om Jack the Rippers lærling og Carina Evytt og endda få de første kapitler her