Jeg fik ikke læst helt så meget i 2013, som jeg plejer. Det skyldes nok først og fremmest salg af hus samt køb og istandsættelse af et nyt, men til dels også typen af bøger. Jeg ville læse en del klassikere i år, og en bog som Manns Doctor Faustus tager altså sin tid at læse og fordøje. Heldigvis ramte jeg en stor stime af fantastiske bøger i løbet af året:
Paul Auster. Vinternoter.
Jeffery Deaver. The Blue Nowhere.
Kristian Bang Foss. Døden kører Audi.
Steen Langstrup. Alt det hun ville ønske hun ikke forstod.
Henrik S. Harksen (red.). Eldrich Horrors: Dark tales.
Thomas Mann. Doctor Faustus.
Caitlin R. Kiernan. The Drowning Girl.
Rudyard Kipling. Strange Tales.
Lars Husum. Mit venskab med Jesus Kristus.
Chuck Palahniuk. Choke.
Kevin G. Buffon (red.) Another 100 Horrors.
Naia Marie Aidt. Bavian.
Nikolaj Højbjerg (red.). Vampyr.
Herdis Palsdottir. Mød dit barn.
Jonathan Safran Foer. Ekstremt højt og utroligt tæt på.
Kamilla Hega Holst. Sort.
Morten Ramsland. Sumobrødre.
Vladimir Nabokov. Lolita.
Dorte Nors. Minna mangler et øvelokale.
Camilla Christensen. Jorden under Høje Gladsaxe.
Truman Capote. Med koldt blod.
Henrik S. Harksen (red.). Pix - Nygotiske Skæbner
Kim Engelbrecksen (red.). Mani og depression.
Sylvia Plath. The Bell Jar.
John Irving. A Widow for One Year.
Siden jeg selv begyndte at skrive, læser jeg på en anden måde - mere 'formorienteret' kan man måske kalde det. Mere bevidst om hvilke virkemidler forfatteren benytter sig af, fra ordniveau og sætningstruktur til overordnet tone og tema. Hvilket blot har øget fornøjelsen ved at læse. Jeg tænker, at det er den glæde alle oplever, når de begynder at mestre et fag og kan se detaljerne, der udgør et værks hele.
Af udenlandske værker var jeg især begejstret for Austers Vinternoter, Plaths The Bell Jar, Nabokovs Lolita, Palahnuiks Choke, Irvings A Widow for One Year og Kiernans The Drowning Girl. Sidstnævnte er et (horror)mesterværk, der sampler utallige riffs fra gotikken, men alligevel er moderne og eksperimenterende både i indhold og form og hvilken form!
Formeksperimenterende er Safran Foers Ekstremt højt og utrolig tæt på også med dens variationer i layout, men bogen levede slet ikke op til mine forventninger.
Lars Husum gør noget af det samme som Foer, men noget bedre. Mit venskab med Jesus Kristus har en lækker frihed i formen med indsættelse f. eks. af artikler og versaler. Husum er sammen med Kristian Bang Foss og Kamilla Hega Holst tre fremragende danske forfattere, der uforståeligt ikke får så megen spalteplads som så mange andre.
Foss' Døden Kører Audi er lige så god som den fremragende Stormen i 99 - han kan noget helt specielt med detaljer. Der zoomes nærmest ind på hverdagsdetaljer (med forkærlighed for det grimme, fordærvede, anløbne), som overvælder læseren med 'virkelighed.'
Det samme kan Hega Holst, dog med endnu større fokus på det kropslige og groteske i hendes Sort, der som i mange af ovennævnte titler leget med dokumentarismen som form. Hun skriver i et nøgternt sprog som samtidigt er dejligt detaljetungt. Hega Holst gør læseren til en først modvillig, men så alligevel ivrig voyeur. En slags kvindelig, dansk version af Chuck Palahniuk.
