Sådan er situationen lige nu og har været det alt for længe. Jeg har i hvert fald aldrig før været så frustreret over manglende tid til at skrive. Hvordan har jeg dog fået fyldt min kalender op med den mængde lektioner? Der er ikke mere end en time om dagen til at skrive. Er der noget værre?
Selvfølgelig, det føles bare ikke sådan lige nu. Jeg kunne nævne talrige katastofer og tragedier, og det ville være endnu værre, hvis jeg ingen ideer havde; eller en skriveblokering (7-9-13).
Men ideerne forekommer bare SÅ gode - sådan virker de under alle omstændigheder lige nu - og det ville være den rene svir at skrive på bare een af dem. Men ak, nej.
I det hele taget mærker jeg hele tiden et pres efter at skrive mere, redigere mere, meget mere, hele tiden, og, vigtigst af alt: AT FÅ NOGET FÆRDIGT. Helt færdigt ... så jeg kan begynde på noget nyt. Min muse minder mere og mere om en dæmon med slavepisker-mentalitet. Men sådan er det vel altid i alle former for brancher.
Måske skulle jeg bare tage det lidt med ro. Nyde det, der er sket. Ja, det burde jeg. Der er ingen tvivl om, at det er gået godt. Jeg har været heldig, at Hvor skyggen falder blev antaget, det er der ikke så forfærdelig mange novellesamlinger af en debutant, der gør i disse bogtider, og Tellerup ville slet ikke have noveller, jeg havde bare overset det på deres hjemmeside. Meget heldig. Og Hvor skyggen falder har fået gode anmeldelser og solgt ret godt for en novellesamling har jeg ladet mig fortælle, gik i andet oplag og findes på 87 biblioteker.
Det hjælper måske lidt at tænke sådan ... men det var dengang. Jeg vil have noget nyt klar. Mere vil have mere - mere tid; flere ord (og mindre ynk, som ville nok kunne skaffe lidt mere af begge).
