Vampyrer er kedelige

Sådan har jeg i hvert fald tænkt i flere år og har derfor aldrig brugt figuren i mine historier. Det vil være alt for let for mig at falde i den kasse med de sofistikerede, melankolske vampyrer, som Anne Rice har gjort populær; og den mere folkloristiske nosferatu fra Stokers Dracula har heller ikke meget nyt at byde på.

Netop Bram Stokers Dracula, samt Sheridan Le Fanus Carmilla, Richard Mathesons I'm Legend og Anne Rices Interview with the Vampire står som nogle af højdepunkterne - ikke blot blandt vampyrfortællinger, men i hele horrorgenren. De har også været så vellykkede, at de har skabt et hav af mere eller mindre vellykkede efterligninger både i henhold til plot og vampyrfigur.

Vampyren har altid været populær med alle de forskellige konnotationer figuren slæber efter sig som en alt for lang kappe, men for mig har den altså været brugt så meget, at den er blevet uinteressant. Men det er det tydeligvis ikke alle, der synes. Den sidste uge har jeg begravet mig i vampyrfortællinger, fordi jeg skulle undersøge genren lidt for Tellerup. Hvis I vidste, hvor meget denne undergenre forgrener sig og fylder i Young Adult kategorien i USA! Det er ufatteligt hvor mange overjordisk smukke og karismatiske vampyrer/vampyrjægere/halvvampyrer/ kvartvampyrer/Twilight-agtige, men med et lille twist, så advokaterne ikke kan få fat i os, der findes. Og de lyder med nogle få undtagelser ret ens.

Det må være, fordi vampyrer i alle afskygninger har hjemsøgt min hjerne, men sagen er, at jeg nu har fået en ide til en vampyrhistorie. Lige nu forekommer den mig original og kantet. Ikke noget, der kan bære en roman, men helt klart en novelle. Måske er vampyrer ikke så kedelige alligevel ... hvilket man kan sige, at John Ajvide Lindquist har bevist med Lad den rette komme ind, det gælder bare om at få det rette blik på figuren.

The Devil's in the detail

... eller Gud ... eller i hvert fald forførelse af læseren. Jeg har altid holdt af tekster, som er sansemættede og fulde af konkrete detaljer. Detaljer har flere funktioner, men jeg har opdaget, at jeg først og fremmest bruger dem med to mål for øje:

1) for at give et læseren et skarpt billede på nethinden, der vil indfange dem i fiktionen - fæstne dem i fortællingens tid, sted og situation. Det er særlig vigtigt, når man som jeg ofte introducerer det overnaturlige eller truslen om det overnaturlige. H.P. Lovecraft skrev om netop dette i sin The Supernatural Horror in Literature: ''Inconceivable events and conditions have a special handicap to overcome, and this can be accomplished only through the maintenance of a careful realism in every phase of the story except that touching on the one given marvel.''

2) for skabe atmosfære. Sammen med individuelle ord og metaforer/sammenligninger med de ønskede konnotationer, er detaljer byggesten til atmosfære.

Jeg har flere gange fået at vide, at brugen af detaljer er en af mine stærkere sider som forfatter, og det har været et aspekt af skrivningen, som altid har faldet mig naturlig og let (dog med en tendens til overforbrug). På grund af dette har jeg ikke haft særlig fokus på detaljer det sidste stykke tid, men i stedet forsøgt at arbejde med mine svage sider. Men de sidste par måneder har jeg læst flere bøger, der har gjort mig opmærksom på detaljen som greb igen. Det er især Kristian Bang Foss' Stormen i 99 og Maja Lucas' Jegfortællinger, som har genåbnet mine øjne. Foss tager flere steder detaljen til et præcisionsniveau, jeg sjældent er stødt på og som maler fantastisk præcise billeder: ''Men Kim går sjældent i cowboybukser, som oftest har han mere posede bukser med læg og dybelommer på - og der ligger mobiltelefonen dårligt, den står ikke oprejst langs benet som i en denim-lommen, men lægger sig vandret nede på bunden'' eller ''Niclas og Anton skodder i en tom Nicolineflaske, der bliver grå indvendig af røg.'' Wauw! det er sgu godt skrevet.

På trods af den minimalistiske stil i Maja Lucas' prosastykker er de fulde af detaljer, som giver et fortættet billede af en ung kvindes liv, f. eks.: ''Han tager en slurk af øllen. Da han sætter flasken på bordet, kommer han til at skubbe til kartonen, som vælter. Den var åbenbart tom. Lidt yoghurt, som har samlet sig i kartonens åbning, siver langsomt ud på bordet.''

Det er svært ikke at blive begejstret for de to forfatteres brug af detaljen - de ... zoomer lige det stykke tættere på, end jeg hidtil har gjort. Der er meget at lære her.

HTX-gys

Den 22. september skal jeg besøge Esbjerg Tekniske Gymnasium i forbindelse med et forløb om gysergenren i dansk hos to gymnasieklasser. Ud over klassiske fiktion- og teoritekster inden for gysergenren har de også læst flere af novellerne i Hvor skyggen falder. Jeg skal bl.a. læse op, svare på spørgsmål og holde et lille oplæg om genrens virkemidler. Ganske nervepirrende.

Jeg har kun holdt oplæsning to gange før; sidste gang var på Hovedbiblioteket i Esbjerg til Esbjerg Litteraturfestival i oktober 2008. Det gik nogenlunde, jeg var dog ret nervøs og blev lidt diffus ved et par spørgsmål. Der var omkring 30 tilhørere, mindst halvdelen folk jeg kendte, jeg ved ikke, om det gjorde mig mere eller mindre nervøs. Noget af det jeg husker bedst, skete tæt på afslutningen: Jeg havde godt lagt mærke til en midaldrende kvinde med langt, sortfarvet hår, der sad på første række. Hun sad med bøjet hoved, og håret hang ned foran hendes ansigt, så man ikke kunne se hendes ansigt. Pludselig rejste hun sig i et ryk, stirrede på mig med opspilede øjne og sagde: ''Du skal hjem nu.'' Måske en slet skjult kritik, måske var der noget andet galt.

Under alle omstændigheder må jeg erkende, at jeg blev lidt paf. Kvinden som havde siddet ved siden af den sorthårede dame, rejste sig, tog hende i armen og forsøgte at få hende til at sætte sig igen. Jeg tror, hun var den sorthårendes handicaphjælper.

Jeg regner med, at jeg kan føle mig lidt mere fri i min fremførelse på gymnasiet, i en lidt mindre formel situation. Faktisk glæder jeg mig. Men hvis den sorthårede kvinde sidder der igen, bliver jeg fandeme bange.

To signaturer og en stor oplevelse rigere

Jeps, jeg fik Dennis Jürgensen til at skrive i Grønne øjne. Det gik desværre som jeg havde frygtet. Da jeg først fik taget mig sammen til at tale med ham, kom der ikke ret meget sammenhængende ud af min mund - heldigvis forstod han nok af: ''Øhh ... forbillede ... stor indflydelse ... (mumle) skrive i bog ... øh'' til at dechifrere, hvad jeg ønskede.

Derudeover fik jeg også Mathias Clasen, litterat og horrorekspert, til at skrive i mit eksemplar af hans fagbog om horrorgenren, Homo Timidus. Det var interessant og inspirerende at tale med ham. I det hele taget fik jeg talt med en masse spændende mennesker: Alle i familien Tellerup, især Louise og Harald, den unge, talentfulde forfatter Nick Clausen, som bl. a. har skrevet gyseren Tidevandet; Carina Evytt (Let bytte og Sværdet fra Odin), som jeg endelig møde ansigt til ansigt efter, at vi i flere år har beta-læst hinandens tekster og Jan Vandall skaber af og anmelder på Bogvægten.dk (http://www.bogvaegten.dk/).

Et af de største indtryk var da vi alle gik rundt på Tellerups lager og kiggede på hylderne med titler og kunne vælge, hvad vi gerne ville tage med hjem.

Fantastisk dag.

Tellerupbesøg

I morgen skal jeg til en lille forlags-komsammen hos Tellerup i anledning af deres 37-års jubilæum. Jeg håber, jeg kan finde Ruds-Vedby, for jeg glæder mig meget - til at få sat ansigt på de personer, jeg har talt og mailet med, og til at ... da-da-daah ... måske møde Dennis Jürgensen. Han er vel den forfatter, der for alvor fik mig til at læse, da jeg var yngre. Nu håber jeg bare, at jeg ikke bliver lige så mundlam og starstruck som en teenagepige til et backstagemøde med et boyband - men jeg har mine bange anelser.

Jeg tager et eksemplar af hans Grønne øjne med i håbet om en signering. Denne samling med fire gysernoveller gav mig mareridt og sveddryppene nætter, da jeg læste den første gang - og fik mig hooked på genren.