Vampyrer er kedelige

Sådan har jeg i hvert fald tænkt i flere år og har derfor aldrig brugt figuren i mine historier. Det vil være alt for let for mig at falde i den kasse med de sofistikerede, melankolske vampyrer, som Anne Rice har gjort populær; og den mere folkloristiske nosferatu fra Stokers Dracula har heller ikke meget nyt at byde på.

Netop Bram Stokers Dracula, samt Sheridan Le Fanus Carmilla, Richard Mathesons I'm Legend og Anne Rices Interview with the Vampire står som nogle af højdepunkterne - ikke blot blandt vampyrfortællinger, men i hele horrorgenren. De har også været så vellykkede, at de har skabt et hav af mere eller mindre vellykkede efterligninger både i henhold til plot og vampyrfigur.

Vampyren har altid været populær med alle de forskellige konnotationer figuren slæber efter sig som en alt for lang kappe, men for mig har den altså været brugt så meget, at den er blevet uinteressant. Men det er det tydeligvis ikke alle, der synes. Den sidste uge har jeg begravet mig i vampyrfortællinger, fordi jeg skulle undersøge genren lidt for Tellerup. Hvis I vidste, hvor meget denne undergenre forgrener sig og fylder i Young Adult kategorien i USA! Det er ufatteligt hvor mange overjordisk smukke og karismatiske vampyrer/vampyrjægere/halvvampyrer/ kvartvampyrer/Twilight-agtige, men med et lille twist, så advokaterne ikke kan få fat i os, der findes. Og de lyder med nogle få undtagelser ret ens.

Det må være, fordi vampyrer i alle afskygninger har hjemsøgt min hjerne, men sagen er, at jeg nu har fået en ide til en vampyrhistorie. Lige nu forekommer den mig original og kantet. Ikke noget, der kan bære en roman, men helt klart en novelle. Måske er vampyrer ikke så kedelige alligevel ... hvilket man kan sige, at John Ajvide Lindquist har bevist med Lad den rette komme ind, det gælder bare om at få det rette blik på figuren.