... eller Gud ... eller i hvert fald forførelse af læseren. Jeg har altid holdt af tekster, som er sansemættede og fulde af konkrete detaljer. Detaljer har flere funktioner, men jeg har opdaget, at jeg først og fremmest bruger dem med to mål for øje:
1) for at give et læseren et skarpt billede på nethinden, der vil indfange dem i fiktionen - fæstne dem i fortællingens tid, sted og situation. Det er særlig vigtigt, når man som jeg ofte introducerer det overnaturlige eller truslen om det overnaturlige. H.P. Lovecraft skrev om netop dette i sin The Supernatural Horror in Literature: ''Inconceivable events and conditions have a special handicap to overcome, and this can be accomplished only through the maintenance of a careful realism in every phase of the story except that touching on the one given marvel.''
2) for skabe atmosfære. Sammen med individuelle ord og metaforer/sammenligninger med de ønskede konnotationer, er detaljer byggesten til atmosfære.
Jeg har flere gange fået at vide, at brugen af detaljer er en af mine stærkere sider som forfatter, og det har været et aspekt af skrivningen, som altid har faldet mig naturlig og let (dog med en tendens til overforbrug). På grund af dette har jeg ikke haft særlig fokus på detaljer det sidste stykke tid, men i stedet forsøgt at arbejde med mine svage sider. Men de sidste par måneder har jeg læst flere bøger, der har gjort mig opmærksom på detaljen som greb igen. Det er især Kristian Bang Foss' Stormen i 99 og Maja Lucas' Jegfortællinger, som har genåbnet mine øjne. Foss tager flere steder detaljen til et præcisionsniveau, jeg sjældent er stødt på og som maler fantastisk præcise billeder: ''Men Kim går sjældent i cowboybukser, som oftest har han mere posede bukser med læg og dybelommer på - og der ligger mobiltelefonen dårligt, den står ikke oprejst langs benet som i en denim-lommen, men lægger sig vandret nede på bunden'' eller ''Niclas og Anton skodder i en tom Nicolineflaske, der bliver grå indvendig af røg.'' Wauw! det er sgu godt skrevet.
På trods af den minimalistiske stil i Maja Lucas' prosastykker er de fulde af detaljer, som giver et fortættet billede af en ung kvindes liv, f. eks.: ''Han tager en slurk af øllen. Da han sætter flasken på bordet, kommer han til at skubbe til kartonen, som vælter. Den var åbenbart tom. Lidt yoghurt, som har samlet sig i kartonens åbning, siver langsomt ud på bordet.''
Det er svært ikke at blive begejstret for de to forfatteres brug af detaljen - de ... zoomer lige det stykke tættere på, end jeg hidtil har gjort. Der er meget at lære her.
