På Skrivekunst stiftede vi bekendtskab med OuLiPo allerede i nogle af de første lektioner. OuLiPo står for Ouvroir de littérature potentielle (noget i nærheden af: værksted for potentiel litteratur) og er en sammenslutning af forfattere, som forsøger at skabe litteratur ved brug af begrænsninger. Sammenslutningen blev etableret i 1960 af og nogle af navnene er: Raymond Queneau, Georges Perec og Italo Calvino. Af danske forfattere ved jeg, at Peter Adolphsen er ret inspireret af OuLiPo, men generelt har OuLiPo haft enorm indflydelse på moderne, formeksperimenterende litteratur.
Groft forenklet kan man opsummere OuLiPos manifest som et budskab om, at formbegrænsninger (contrainte) kan sætte noget andet fri, skabe noget, der aldrig ville have været tænkt uden begrænsningerne Ofte er en sidegevinst af begrænsningerne, at skrivning bliver en form for leg. Disse begrænsninger kan bl. a. være matematiske formler, påbud eller forbud; f. eks den kendte s+7, hvor man ved hvert substantiv i en tekst slår ordet op i en ordbog, tæller syv substantiver ned og erstatter det originale substantiv med det fundne substantiv.
Andre begrænsninger er bl. a. Palindromer (ord eller sætninger eller afsnit som staves på samme måde forfra og bagfra - det gode gamle eksempel: Otto). Univokalisme (en tekst kun skrevet med Ene vokal). Øjerim (teksten må kun 'rime' med øjnene). Double (fordobling af udsagn: 'Omkring middagstid og ved frokosttid befandt jeg mig og steg på op på bagperronen og den bagerste afsats af en stuvende fuld og næsten optaget bus' - Queneau). Snowball (en tekst i vers hvor det første vers er på eet ord, næste to og så videre). Den måske mest berømte begrænsning er lipogrammet (en tekst uden et bestemt bogstav) - Georges Perecs La Disparition, en 300-siders roman UDEN! bogstavet 'e' på nær forfatterens navn. Og jeg har læst et sted, at en anmelder ikke bemærkede det, selv om han dog mente, at sproget knirkede lidt hist og her. Sonetten som vel nok er den mest restriktive form har også tiltalt OuLiPo og været benyttet meget af forfatterne.
Nu er det jo ikke sådan at mine tekster på nogen måde kan karakteriseres som formeksperimenterende, og det er heller ikke noget, de bliver i fremtiden. Men det har været inspirerende at arbejde med disse begrænsninger i skriveøvelser - man fokuserer helt anderledes på sprogets bestanddele, hvilket medfører at man bliver meget mere formbevidst. Det er udfordrende og lærerigt at skrive op mod begrænsningerne, en slags hård træning man kun kan blive bedre af. Begrænsningerne får een til at søge veje, man ellers ikke ville have søgt - og så er det helt basalt bare sjovt at lege med sproget på denne måde.
Et par ting fra OuLiPo har fundet vej ind i mine nyere tekster. I novellen 'Døren i døren' finder hovedpersonen en ildevarslende besked skrevet med de der træklodser med bogstaver på, børn leger med. Klodserne er stablet som en Snowball med 13 vers. Jeg har skrevet en lipogram-historie til børn med arbejdstitlen 'Det forsvundne bogstav.' Fortællingen foregår i alfabetets verden, hvor et bogstav er blevet kidnappet, og teksten er skrevet uden dette bogstav. Meget optimistisk tænkte jeg, at det skulle være I, der blev snuppet, men jeg fik ikke skrevet ret meget, før jeg tænkte, at det nok hellere måtte være Y. Hatten af for Perec.
Af en eller anden mærkelig grund har jeg altid haft et problematisk forhold til præsensfortællinger i første person -tonen har en forkert klang for mig, og der er også et eller andet med udsigelsessituationen der altid skurrer i ørerne. Det har irriteret mig, for det fungerer glimrende for mange andre. Med OuLiPo i baghovedet har jeg sat mig den begrænsning/udfordring at den næste novelle, jeg skriver, skal være i nutid med en jeg-fortæller. Det bliver vanskeligt, men jeg ved, det kan føre mig til noget uvant og uventet.
