‘Det hele begyndte for en måneds tid siden,’ sagde Laugesen. Jeg var halvvejs i Dracula, da jeg pludselig opdagede, at mit blod langsomt blev drænet fra min krop. Jeg gik ud til badeværelsesspejlet, hvor jeg så en tiltagende bleghed i mit ansigt og på halsen. Jeg blev svimmel, det sortnede for øjnene, og jeg besvimede. Da jeg vågnede, var mine hænder og arme var helt hvide. Hvad skulle jeg gøre? Snart ville jeg miste brugen af mine ekstremiteter. Jeg tog bukserne af og så, at mine ben endnu havde deres normale lød. Jeg greb et barberblad og lagde et snit lige over venstre knæ. Blodet sivede ud og funklede højrødt i det skarpe halogenlys. Det så magisk og livfuldt ud, og før jeg vidste af det, satte jeg læberne mod såret og sugede blodet i mig. Den kobberagtige, sødlige smag overvældede minde smagsløg, da den flød over min tunge og ned i svælget. Jeg kunne øjeblikkeligt mærke, hvordan mine celler igen blev fyldt op og fik ny energi, ja mere energi end jeg nogensinde havde haft før. Jeg forbandt mit sår, rejste mig og gik ind i stuen hvor jeg …’
‘Men, det er jo ulogisk,’ afbrød Stefansen. ‘Du sagde du blev drænet for blod, og så drænede du dig selv endnu mere, men du fik det bedre?’
‘Jeg ved det. Det er blodets mysterium. Desuden har jeg allerede fortalt dig, at det er en psykisk lidelse.’
‘Hvor ved du egentlig det fra?’
‘Da jeg kom ud fra badeværelset, styrede jeg direkte mod reolen, hvor jeg fandt mit engelske medicinske leksikon i 40 bind. Jeg slog op under blod og fandt svaret på det hele: Hæmatomani eller Renfields syndrom består af fire faser. Første fase er oplevelsen af et trauma som barn, hvor den lidende opdager, at smagen og synet af blod er ophidsende. Anden fase er autohemophagia også kaldet autovampyrisme, her drikker man sit eget blod. Tredje fase kaldes zoophagia, her drikker man blod fra dyr. Fjerde og sidste fase kaldes sand vampyrisme, hvor den lidende må have menneskeblod.’ Laugesens hænder genoptog deres maniske strøg op og ned ad buksebenene.
‘Det er det værste vås, jeg nogensinde har hørt,’ sagde Stefansen. ‘Du kan umuligt se det sandsynlige i det, du lige har sagt. Hvor gammelt er det leksikon?’
‘En 30 år, tror jeg, men det har ret. Det ved jeg kun alt for godt nu. Desuden nævner det endda et specifik og meget kendt tilfælde af hæmatomani. Har du hørt om Peter Kürten?’
Stefansen rystede på hovedet.
‘Kürten blev kaldt Vampyren fra Düsseldorf. Som barn blev han tævet af sin far. I de yngre år mishandlede han dyr, blandt andet kappede han halsen over på svaner og drak deres blod. Som voksen i 1920erne myrdede han på bestialsk vis 68 mennesker og mæskede sig i deres blod.’
Stefansen spærrede øjnene op.
‘Ja, sådan er det når man er i hæmatomaniens vold. Jeg kender det fra mig selv,’ sagde Laugesen
‘Hvad? Du har vel ikke gjort nogen noget? Du ved godt, at du ikke har denne sygdom, det er et udslag af din sygelige fantasi. Lidelsen findes slet ikke. Det er det pure opspind.’
‘Nej. Den findes. Jeg har mærket den på min egen krop. Jeg svømmer langt ude i lidelsens rødskummende bølger. Jeg har draget den konklusion, at primus motor for min tildragelse af sygdommen var et traume, jeg oplevede som barn. Da jeg var omkring fem, oplevede jeg et voldsomt styrt fra min cykel og skrabede begge knæ til blods. Jeg kan huske, at jeg var yderst fascineret af den røde væske, og da jeg kom hjem begyndte vores hund at slikke sårene.’
‘Men, det er jo ganske normalt,’ indskød Stefansen.
‘Måske. Men som jeg har fortalt, eskalerede min fascination af blod til autovampyrisme efter at have læst vampyrfiktion. Det var for en måned siden. Nu har sygdommen udviklet sig.’ Laugesen stoppede sin talestrøm og førte en hånd til sin jakkes inderlomme.
Stefansen holdt vejret og lænede sig fremover. Det var typisk. Laugesen vidste præcis, hvornår han skulle holde en kunstpause.
Laugesens hånd kom ud holdende et lommetørklæde, som han førte op til næsen, der blev pudset, derefter puttede han klædet tilbage i lommen.
Stefansen nåede at se, at lommetørklædet var brunt og trevlet i kanterne, som om det var revet af et større stykke, en skjorte måske. Mørke plamager skæmmede det brune stof flere steder.
‘Hjælp mig,’ sagde Laugesen. ‘Du må hjælpe mig, det er gået for vidt.’
‘Selvfølgelig. Men jeg må kende hele historien, ’ svarede Stefansen.
‘For omkring 14 dage siden opdagede jeg, at det ikke længere var tilstrækkeligt at drikke mit eget blod. Det smagte fadt og havde ikke den mousserende eftersmag, som kildrede gummerne. Jeg var dog sikker på, at hvis jeg fik den livgivende ambrosia fra andre væsener, ville jeg opleve tilfredsstillelse igen, eller måske endda noget som overgik den. Så jeg begyndt at indfange smådyr. Først var det edderkopper, fluer, biller og andre insekter. Det var wunderbar. Det var ikke blot vidunderligt at suge blodet ud af dem, selv om det drejede sig om små mængder, men jeg forøgede også min egen livskraft betydeligt … Du tror ikke på mig?’
‘Jo da. Jeg tror på, at du tror på det.’
‘Det er ikke det samme,’ sagde Laugesen. ‘Måske skulle jeg være gået hen til Dr. Hartmann?’
‘Måske. Men nu er du her, og har taget min tid. Fortæl videre.’
‘Nuvel. Efter en uges tid slog insekterne ikke længere til, så jeg bevægede mig højere op i fødekæden. Jeg begyndte at købe forskellige små gnavere hos dyrehandleren - hamstre, marsvin, mus, ørkenrotter og så videre. Det var storslået. At drikke et andet varmblodet væsens blod, overgik alt hvad jeg tidligere havde oplevet. Det gav mig en ekstatisk rus, og jeg følte mig sundere og mere i live end nogensinde før.’
‘Lad mig lige få det her på det rene,’ sagde Stefansen, ‘Du har drukket blod fra insekter og gnavere, og det har gjort dig sundere.’ Han pustede tungt ud. ‘Det var godt du kom, det her kan ikke blive ved.’
‘Men jeg er ikke færdig,’ sagde Laugesen. ‘Rusen fra de små dyr varede lidt over en uge, så måtte der større ting til.’ Han mumlede det sidste og sænkede hovedet.
Laugesens hovedbund var tydelig gennem det sparsomme hår. Den var stærkt lyserød.
‘I går lokkede jeg Frøken Nielsen, fra inde ved siden af, ind i min lejlighed og skar halsen over på hende. Lige nu hænger hun fra stangen til bruserforhænget og exsanguinerer ned i min opvaskebalje. Jeg har drukket fire kopper af hendes blod allerede og …’
‘HVAD HAR DU!’ Stefansen fløj op af stolen, som væltede bag ham. Han greb telefonen, ‘Inge Lise, ring efter politiet. NU.’
‘Men, men, jeg kom for at få hjælp.’ sagde Laugesen. ‘Inden det bliver værre.’
‘Værre! Det kan sgu da ikke blive værre. Du har slået din nabo ihjel.’
‘Hund. Deres hund. Frøken Nielsen er Hr. og Fru Sørensens ruhårede gravhund,’ sagde Laugesen og kiggede brødebetynget ned i gulvet.
