Ud over OuLiPos begrænsninger/udfordringer (se foregående indlæg) smed underviserne på Skrivekunst også andre forhindringer i vejen for os i vores tekstproduktion. En af de største for mig var 'Humor.' Først skulle vi læse en del eksempler på humor, bl. a. Balzac, Per Højholt, P. G. Wodehouse, Maja Lee Langvad, Erland Loe, Leif Panduro og Claus Bech-Nielsen. Dernæst måtte vi finde og karakterisere de forskellige humoristiske greb i teksterne, fra litote (underdrivelse) og hyperbel (overdrivelse) til brugen af det groteske og latterlige (ofte noget med kropsåbningernes funktioner), overraskende pointer osv. Den sidste opgave var at benytte et eller flere af disse greb og skrive en morsom tekst.
Gulp!
En uvant opgave for mig og pokkers vanskelig - der er langt fra mine teksters sædvanlige mål om at vække en følelse af uhygge og ubehag hos læseren, vel nærmest stik modsat. Jeg kunne kun se en ting de to 'genrer' eller 'modus'er' havde til fælles, nemlig at de kan karakteriseres som affektive (de skal vække en bestemt følelse hos læseren). Hvis en horror-fortælling ikke skaber følelsen af uhygge, er det ikke en horror-fortælling, hvis en historie ikke er morsom, er det ikke humor (individuel smag er ikke taget i betragtning her).
Men jeg skulle jo forsøge at skrive noget morsomt, og selv om det måske ikke lykkedes, får man som altid med begrænsninger en effektiv work out, hvor man i det mindste lærer noget om de forskellige greb ved at bruge dem og får sved på panden ved at bevæge sig uden for ens vante mønstre.
Min skriveøvelse har noget af strukturen fra novelle-formen i stedet for blot at være en skitse, som mange skriveøvelser og derfor i større grad nogenlunde læsbar for andre end forfatteren. Derfor kan den lige så godt ligge her frem for min skuffe. Der er nogle gode aspekter i teksten, og nogle mindre gode. Kritikken var blandet til tekstoplæsningen, og morsom ved ikke helt om teksten er, men den er i hvert fald grotesk. Da det er en tekst, der aldrig bliver andet end en skriveøvelse, er den derfor ikke redigeret så stramt, som jeg plejer - overskrevet nogle steder og underskrevet andre. Og I må bære over med eventuelle stave- taste- og andre fejl.
''Hæmatomani''
Der lød dæmpet banken, og før Stefansen kunne nå at sige noget, åbnede døren sig, og et stort hoved kiggede ind. ‘Hej Dr. Stefansen. Kan jeg komme ind nu?’
‘Ja. Kom bare ind,’ svarede Stefansen og skubbede sine briller på plads med pegefingeren. Han sukkede, forsøgte ikke at smile alt for meget. Laugesen.
Laugesen smilede forsigtigt tilbage og formåede at få resten af sig med ind uden at åbne døren yderligere. Han krydsede det gråmelerede linoleumsgulv og satte sig i stolen foran skrivebordet.
Stefansen klikkende Martin Laugesens fyldige journal frem. Forbløffende lang tid havde passeret siden Laugesen sidst var troppet op. Han havde ellers været der hver uge til fri konsultation Stefansen lagde ansigtet i så professionelle folder, han kunne og betragtede manden. Der var et eller andet usædvanligt ved Laugesen i dag.
Laugesens lavstammede og firskårne krop blev yderligere fremhævet af det næsten fuldstændig kvadratiske hoved. Hans hår var sandfarvet og sparsomt, ikke kortklippet nok til moderigtigt at camouflere hans måne og ikke langt nok til at fungere som hentehår. Øjnene var grå som en gammel dames garderobe.
Laugesen havde set sådan ud i al den tid, Stefansen havde haft ham som patient. Men hvad var der med ham i dag? Nyt tøj? … Nej. Laugesen bar de evindelige kharki-favede lærredsbukser og den korte, grå nylon-vindjakke. Hvad så? Pludselig indså han hvor forandringen lå.
Laugesens sædvanlige gustne teint var erstattet af en rødmosset lød, hvilket fik ham til at se forbløffende livskraftig og blodfuld ud.
‘Nå, Martin, hvad kan jeg gøre for dig i dag?’
‘Jo, ser du Doktor. Min krops usædvanlige inklination til at tildrage sig potentielt dødbringende sygdomme har slået til igen.’
‘Nåh da, det lyder ikke så godt.’ Stefansen undertrykte et smil. ‘Er du holdt op med at gå hos Dr. Hartmann?’
‘Nej, jeg ser ham stadig hver torsdag’
‘Jeg har fortalt dig, hvor vigtig terapi er i dit tilfælde.’ Stefansen havde utallige gange understreget for Laugesen, at hans sygdomme kun fandtes i hans hoved. En hypokonders angst kunne kun lindres kortvarigt ved lægelig undersøgelse, som for det meste beroligede dem om, at de ikke fejler noget. Selve hovedlidelsen krævede intens psykoterapi. Men Laugesen havde indtil videre ikke været modtagelig over for påstanden, at hans sygdomme skyldtes hypokondri. Stefansen vidste, at der var to sammenhængende hovedårsager til dette.
Først og fremmest var Laugesen en yderst belæst mand. Han slugte enorme mængder faglitteratur og krydrede dem med anselige portioner fiktion. I samspil med hypokondri var dette en yderst uheldig mikstur, da sygdomsangsten typisk fremkaldtes, hvis den hypokonderen hørte eller læste om nogen, der var blevet syg eller var død af en eller anden lidelse.
Laugesens fantasi havde desuden fået hypokondrien til at eskalere så voldsomt, at han kunne fremkalde somatiske tilstande. For et par år tilbage havde han hårdnakket påstået, at han led af bubonisk pest. Efter en grundig undersøgelse viste han endda tegn på byldedannelse i lymfekirtlerne, og mens undersøgelsen stod på, antog hans hud tillige et blåsort skær. Stefansen kurerede ham ved at fortælle at byldepest og lungepest, som gav blåfarvning, deraf tilnavnet Den sorte død, var to forskellige former for pest og ikke kunne eksistere samtidig. Laugesens tilstand blev normal i løbet af en time.
Pest-episoden var netop et eksempel på samspillet mellem forestillingsevne og somatiske tilstande, som gjorde sygdommen særlig potent hos Laugesen. Ved sygdommens udbrud var han i gang med en bog om pestens fremmarch i det middelalderlige Europa.
Laugesen var for det meste en irritation, men også nogle gange en kærkommen afbrydelse fra hverdagens banale snuer og andre almindeligheder, medmindre han havde travlt, for Laugesens led altid af kuriøse og sjældne sygdomme.
Nå, lad mig så høre,’ sagde Stefansen.
Laugesen rykkede frem på stolen, bøjede sig forover og begyndte at gnide sine håndflader hastigt frem og tilbage ad lårene. Denne vane havde givet bukserne en blankslidt bane.
Laugesen skulle passe på, ellers kunne han tilføje spontan kombustion til sin journal. Stefansen bed sig i underlæben for at fastholde et professionelt ansigtsudtryk.
‘Ja, doktor.’ Laugesen slikkede sine læber. ‘Jeg har diagnosticeret et usædvanligt tilfælde hos mig selv. Hvis det ikke var for de uhyggelige konsekvenser for mig selv og mine omgivelser, kunne det være udbytterigt for lægevidenskaben at studere sygdommen i dens fulde forløb, men jeg vil gerne kureres.’
‘Det skal vi nok kunne klare. Fortæl hvad det er, men kort. Det er en småtravl dag.’
‘Det er en længere historie, men jeg vil forsøge at fatte mig i korthed. Sagen er den, at jeg den sidste måneds tid år har lidt af hæmatomani.’
Hæmatomani. Stefansen brød ordet etymologisk ned i dets græsk-latinske bestanddele. Hæma var græsk for blod, og mani betød besættelse på græsk. ‘Hvad!'
Laugesen smilede stolt. ‘Den er sjælden ikke? Det mest bemærkelsesværdige er, at den bliver beskrevet som en psykisk lidelse. Det er vist første gang en såkaldt hypokonder har en psykisk lidelse, er det ikke?’ Laugesen spyttede ordet hypokonder ud.
Hør nu her,’ sagde Stefansen. ‘Vi har stået i denne situation før. Vi skal nok finde en kur. Fortæl lidt om sygdommen - hvis jeg kender dig ret, så ved du en del om den.’
‘Ja. Jeg har læst lidt om det. Hæmatomani er betegnelsen for en stærk sult efter blod. Lidelsen bliver også kaldt klinisk vampyrisme, eller Renfields syndrom efter karakteren i Bram Stokers Dracula.’
Stefansen troede ikke sine egne ører … klinisk vampyrisme!
‘Du virker lidt skeptisk,’ sagde Laugesen. ‘Men sygdommen findes, tro mig. Jeg vil ikke have den mere, det var spændende i starten, men nu er jeg bange. Der er sket noget forfærdeligt.’ Han så pludselig rædselsslagen ud og stoppede med at gnide hænderne mod bukserne.
‘Start med begyndelsen,’ sagde Stefansen.
Fortsættes ...
