WOFer

Forfatteren A. Silvestri (udgivet i utallige antologier og sikkert snart med sin egen bog på gaden)har i det sidste halve år skrevet en række portrætter af unge og ukendte forfattere på sin blog. Dette sympatiske projekt kalder han WOF - watch out for - da det danske HØM - hold øje med - har en lidt anden klang.

Denne måned har Silvestri nedfældet lidt om mig, hvilket han skal have stor tak for. Han skriver bl.a.:

I Teddys gysernoveller står det klart, at han kender genren meget godt. Hans historier emmer af lige dele gotisk gys og moderne horror, og han trækker på mange kendte undergenrer, uden på noget tidspunkt at forfalde til plagiat. Især samlingens sidste novelle, Poetisk retfærdighed, er et solidt nik til gotikkens kronede konge, Edgar Allan Poe. En anden novelle, Mellem tætte tågeslør, er en skræmmende variant, som H.P. Lovecraft ville have elsket.

Resten af portrættet samt andre WOFer og nyheder om Silvestris forfatterskab kan findes her: http://asilvestri.blogspot.com/

Mxrket.dk

Den kendte danske horror/gyserforfatter Steen Langstrup har i de sidste år skrevet krimier, men nu er han vendt tilbage til gysergenren. I begyndelsen af det nye år udkommer horrorroman Plantagen.

Lige så spændende er det, at Langstrup netop har lanceret websitet mxrket.dk, hvor man med Langstrups ord kan ''dele og dele ud af vores passion for gode gys.'' Det sker i flere forskellige typer af medier og subgenrer, f. eks. noveller, downloads, spøgelsesfortællinger oplevet på første hånd. Der ligger allerede to af sidstnævnte klar til læsning

Langstrup har bedt andre, som arbejder i genren fortælle om deres bedste gys. Gyserforfatter og forsker Rikke Schubart er den første, men der vil løbende kommer flere til, bl.a. undertegnede.

Anmeldelse i P4

Hvor skyggen falder anmeldt i P4: http://www.vejlebib.dk/podcasts/bogtips%2030.0609.mp3

''Pistolmanden''

hedder er af fortællingerne i den netop publicerede Når tårer bliver til regn, hvor 11 mennesker fortæller om deres oplevelser med kræft. Min kones veninde, Tina Held Frandsen, bidrager med ''Pistolmanden'' - en beretning om, hvordan det er at leve med diagnosen kræft. Min kone, Anne Mette, har hjulpet Tina med fortællingen som en slags ghostwriter.

Gammelt interview

Det er endelig lykkedes mig at støve interviewet om Hvor skyggen falder fra JydskeVestkysten op og lægge det online. Man kan finde det under Interview/omtale til højre eller læse det her: https://acrobat.com/#d=YreWKj9MDFzzUOKZEOoQVA

Det må lige nævnes, at journalisten ikke helt har fået fat i, hvad jeg mener i to passager: at jeg ikke skriver om blod og vold, samt at det overnaturlige skal kunne forklares rationelt. Au contraire til begge, selvfølgelig.

Bøgers kredsløb

Hvor skyggen falder er for alvor blevet en del af bøgernes kredsløb: I går fandt min kone min bog hos en antikviar (ikke en af de eksklusive med sjældne førsteudgaver). Hmmm ... ved ikke helt, hvad jeg skal synes om det.

Alt for lidt tid, alt for mange ideer

Sådan er situationen lige nu og har været det alt for længe. Jeg har i hvert fald aldrig før været så frustreret over manglende tid til at skrive. Hvordan har jeg dog fået fyldt min kalender op med den mængde lektioner? Der er ikke mere end en time om dagen til at skrive. Er der noget værre?

Selvfølgelig, det føles bare ikke sådan lige nu. Jeg kunne nævne talrige katastofer og tragedier, og det ville være endnu værre, hvis jeg ingen ideer havde; eller en skriveblokering (7-9-13).

Men ideerne forekommer bare SÅ gode - sådan virker de under alle omstændigheder lige nu - og det ville være den rene svir at skrive på bare een af dem. Men ak, nej.

I det hele taget mærker jeg hele tiden et pres efter at skrive mere, redigere mere, meget mere, hele tiden, og, vigtigst af alt: AT FÅ NOGET FÆRDIGT. Helt færdigt ... så jeg kan begynde på noget nyt. Min muse minder mere og mere om en dæmon med slavepisker-mentalitet. Men sådan er det vel altid i alle former for brancher.

Måske skulle jeg bare tage det lidt med ro. Nyde det, der er sket. Ja, det burde jeg. Der er ingen tvivl om, at det er gået godt. Jeg har været heldig, at Hvor skyggen falder blev antaget, det er der ikke så forfærdelig mange novellesamlinger af en debutant, der gør i disse bogtider, og Tellerup ville slet ikke have noveller, jeg havde bare overset det på deres hjemmeside. Meget heldig. Og Hvor skyggen falder har fået gode anmeldelser og solgt ret godt for en novellesamling har jeg ladet mig fortælle, gik i andet oplag og findes på 87 biblioteker.

Det hjælper måske lidt at tænke sådan ... men det var dengang. Jeg vil have noget nyt klar. Mere vil have mere - mere tid; flere ord (og mindre ynk, som ville nok kunne skaffe lidt mere af begge).

Vampyrer er ikke helt så kedelige alligevel

Det synes jeg i hvert fald ikke lige nu. Som nævnt i et tidligere indlæg har jeg længe haft et anstrengt forhold til vampyren som horror-figur, men så fik jeg en ide til en historie med en lidt anden vinkel på arketypen. Og nu har jeg dælme skrevet den; og endda i første person præsens, som jeg satte mig som begrænsning, da jeg altid har haft det svært med dette udsigelsesforhold- og situation. Det skurrede en del i begyndelsen, men jeg kom over det, endda så godt at jeg kom til at holde af den nye tone, præsens giver.

Jeg er ret tilfreds med novellen, som er en kort, effektiv sag med arbejdstitlen ''In spe'' - og for første gang i lang tid, var det igen rigtig sjovt at skrive. Jeg har arbejdet med en roman længe, så det var befriende at skrive noget overskueligt Det er pudsigt, som man bliver overfaldet af nye ideer, når man er i gang med enerverende arbejde, men det er vel hjernens måde at forsøge at slippe for det igangværende projekt. Det gælder vel om at udnytte denne hjernefunktion og skynde sig at få ideerne skrevet ned og så arbejde videre med det, man er i gang med. Men denne gang måtte jeg bare skrive hele novellen. Og det var SÅ fedt.

''Hæmatomani'' del 2

‘Det hele begyndte for en måneds tid siden,’ sagde Laugesen. Jeg var halvvejs i Dracula, da jeg pludselig opdagede, at mit blod langsomt blev drænet fra min krop. Jeg gik ud til badeværelsesspejlet, hvor jeg så en tiltagende bleghed i mit ansigt og på halsen. Jeg blev svimmel, det sortnede for øjnene, og jeg besvimede. Da jeg vågnede, var mine hænder og arme var helt hvide. Hvad skulle jeg gøre? Snart ville jeg miste brugen af mine ekstremiteter. Jeg tog bukserne af og så, at mine ben endnu havde deres normale lød. Jeg greb et barberblad og lagde et snit lige over venstre knæ. Blodet sivede ud og funklede højrødt i det skarpe halogenlys. Det så magisk og livfuldt ud, og før jeg vidste af det, satte jeg læberne mod såret og sugede blodet i mig. Den kobberagtige, sødlige smag overvældede minde smagsløg, da den flød over min tunge og ned i svælget. Jeg kunne øjeblikkeligt mærke, hvordan mine celler igen blev fyldt op og fik ny energi, ja mere energi end jeg nogensinde havde haft før. Jeg forbandt mit sår, rejste mig og gik ind i stuen hvor jeg …’

‘Men, det er jo ulogisk,’ afbrød Stefansen. ‘Du sagde du blev drænet for blod, og så drænede du dig selv endnu mere, men du fik det bedre?’

‘Jeg ved det. Det er blodets mysterium. Desuden har jeg allerede fortalt dig, at det er en psykisk lidelse.’

‘Hvor ved du egentlig det fra?’

‘Da jeg kom ud fra badeværelset, styrede jeg direkte mod reolen, hvor jeg fandt mit engelske medicinske leksikon i 40 bind. Jeg slog op under blod og fandt svaret på det hele: Hæmatomani eller Renfields syndrom består af fire faser. Første fase er oplevelsen af et trauma som barn, hvor den lidende opdager, at smagen og synet af blod er ophidsende. Anden fase er autohemophagia også kaldet autovampyrisme, her drikker man sit eget blod. Tredje fase kaldes zoophagia, her drikker man blod fra dyr. Fjerde og sidste fase kaldes sand vampyrisme, hvor den lidende må have menneskeblod.’ Laugesens hænder genoptog deres maniske strøg op og ned ad buksebenene.

‘Det er det værste vås, jeg nogensinde har hørt,’ sagde Stefansen. ‘Du kan umuligt se det sandsynlige i det, du lige har sagt. Hvor gammelt er det leksikon?’

‘En 30 år, tror jeg, men det har ret. Det ved jeg kun alt for godt nu. Desuden nævner det endda et specifik og meget kendt tilfælde af hæmatomani. Har du hørt om Peter Kürten?’
Stefansen rystede på hovedet.

‘Kürten blev kaldt Vampyren fra Düsseldorf. Som barn blev han tævet af sin far. I de yngre år mishandlede han dyr, blandt andet kappede han halsen over på svaner og drak deres blod. Som voksen i 1920erne myrdede han på bestialsk vis 68 mennesker og mæskede sig i deres blod.’

Stefansen spærrede øjnene op.
‘Ja, sådan er det når man er i hæmatomaniens vold. Jeg kender det fra mig selv,’ sagde Laugesen

‘Hvad? Du har vel ikke gjort nogen noget? Du ved godt, at du ikke har denne sygdom, det er et udslag af din sygelige fantasi. Lidelsen findes slet ikke. Det er det pure opspind.’

‘Nej. Den findes. Jeg har mærket den på min egen krop. Jeg svømmer langt ude i lidelsens rødskummende bølger. Jeg har draget den konklusion, at primus motor for min tildragelse af sygdommen var et traume, jeg oplevede som barn. Da jeg var omkring fem, oplevede jeg et voldsomt styrt fra min cykel og skrabede begge knæ til blods. Jeg kan huske, at jeg var yderst fascineret af den røde væske, og da jeg kom hjem begyndte vores hund at slikke sårene.’

‘Men, det er jo ganske normalt,’ indskød Stefansen.

‘Måske. Men som jeg har fortalt, eskalerede min fascination af blod til autovampyrisme efter at have læst vampyrfiktion. Det var for en måned siden. Nu har sygdommen udviklet sig.’ Laugesen stoppede sin talestrøm og førte en hånd til sin jakkes inderlomme.

Stefansen holdt vejret og lænede sig fremover. Det var typisk. Laugesen vidste præcis, hvornår han skulle holde en kunstpause.

Laugesens hånd kom ud holdende et lommetørklæde, som han førte op til næsen, der blev pudset, derefter puttede han klædet tilbage i lommen.

Stefansen nåede at se, at lommetørklædet var brunt og trevlet i kanterne, som om det var revet af et større stykke, en skjorte måske. Mørke plamager skæmmede det brune stof flere steder.

‘Hjælp mig,’ sagde Laugesen. ‘Du må hjælpe mig, det er gået for vidt.’

‘Selvfølgelig. Men jeg må kende hele historien, ’ svarede Stefansen.

‘For omkring 14 dage siden opdagede jeg, at det ikke længere var tilstrækkeligt at drikke mit eget blod. Det smagte fadt og havde ikke den mousserende eftersmag, som kildrede gummerne. Jeg var dog sikker på, at hvis jeg fik den livgivende ambrosia fra andre væsener, ville jeg opleve tilfredsstillelse igen, eller måske endda noget som overgik den. Så jeg begyndt at indfange smådyr. Først var det edderkopper, fluer, biller og andre insekter. Det var wunderbar. Det var ikke blot vidunderligt at suge blodet ud af dem, selv om det drejede sig om små mængder, men jeg forøgede også min egen livskraft betydeligt … Du tror ikke på mig?’

‘Jo da. Jeg tror på, at du tror på det.’

‘Det er ikke det samme,’ sagde Laugesen. ‘Måske skulle jeg være gået hen til Dr. Hartmann?’

‘Måske. Men nu er du her, og har taget min tid. Fortæl videre.’

‘Nuvel. Efter en uges tid slog insekterne ikke længere til, så jeg bevægede mig højere op i fødekæden. Jeg begyndte at købe forskellige små gnavere hos dyrehandleren - hamstre, marsvin, mus, ørkenrotter og så videre. Det var storslået. At drikke et andet varmblodet væsens blod, overgik alt hvad jeg tidligere havde oplevet. Det gav mig en ekstatisk rus, og jeg følte mig sundere og mere i live end nogensinde før.’

‘Lad mig lige få det her på det rene,’ sagde Stefansen, ‘Du har drukket blod fra insekter og gnavere, og det har gjort dig sundere.’ Han pustede tungt ud. ‘Det var godt du kom, det her kan ikke blive ved.’

‘Men jeg er ikke færdig,’ sagde Laugesen. ‘Rusen fra de små dyr varede lidt over en uge, så måtte der større ting til.’ Han mumlede det sidste og sænkede hovedet.
Laugesens hovedbund var tydelig gennem det sparsomme hår. Den var stærkt lyserød.
‘I går lokkede jeg Frøken Nielsen, fra inde ved siden af, ind i min lejlighed og skar halsen over på hende. Lige nu hænger hun fra stangen til bruserforhænget og exsanguinerer ned i min opvaskebalje. Jeg har drukket fire kopper af hendes blod allerede og …’

‘HVAD HAR DU!’ Stefansen fløj op af stolen, som væltede bag ham. Han greb telefonen, ‘Inge Lise, ring efter politiet. NU.’

‘Men, men, jeg kom for at få hjælp.’ sagde Laugesen. ‘Inden det bliver værre.’

‘Værre! Det kan sgu da ikke blive værre. Du har slået din nabo ihjel.’

‘Hund. Deres hund. Frøken Nielsen er Hr. og Fru Sørensens ruhårede gravhund,’ sagde Laugesen og kiggede brødebetynget ned i gulvet.

Begrænsninger II - ''Hæmatomani''

Ud over OuLiPos begrænsninger/udfordringer (se foregående indlæg) smed underviserne på Skrivekunst også andre forhindringer i vejen for os i vores tekstproduktion. En af de største for mig var 'Humor.' Først skulle vi læse en del eksempler på humor, bl. a. Balzac, Per Højholt, P. G. Wodehouse, Maja Lee Langvad, Erland Loe, Leif Panduro og Claus Bech-Nielsen. Dernæst måtte vi finde og karakterisere de forskellige humoristiske greb i teksterne, fra litote (underdrivelse) og hyperbel (overdrivelse) til brugen af det groteske og latterlige (ofte noget med kropsåbningernes funktioner), overraskende pointer osv. Den sidste opgave var at benytte et eller flere af disse greb og skrive en morsom tekst.

Gulp!

En uvant opgave for mig og pokkers vanskelig - der er langt fra mine teksters sædvanlige mål om at vække en følelse af uhygge og ubehag hos læseren, vel nærmest stik modsat. Jeg kunne kun se en ting de to 'genrer' eller 'modus'er' havde til fælles, nemlig at de kan karakteriseres som affektive (de skal vække en bestemt følelse hos læseren). Hvis en horror-fortælling ikke skaber følelsen af uhygge, er det ikke en horror-fortælling, hvis en historie ikke er morsom, er det ikke humor (individuel smag er ikke taget i betragtning her).

Men jeg skulle jo forsøge at skrive noget morsomt, og selv om det måske ikke lykkedes, får man som altid med begrænsninger en effektiv work out, hvor man i det mindste lærer noget om de forskellige greb ved at bruge dem og får sved på panden ved at bevæge sig uden for ens vante mønstre.

Min skriveøvelse har noget af strukturen fra novelle-formen i stedet for blot at være en skitse, som mange skriveøvelser og derfor i større grad nogenlunde læsbar for andre end forfatteren. Derfor kan den lige så godt ligge her frem for min skuffe. Der er nogle gode aspekter i teksten, og nogle mindre gode. Kritikken var blandet til tekstoplæsningen, og morsom ved ikke helt om teksten er, men den er i hvert fald grotesk. Da det er en tekst, der aldrig bliver andet end en skriveøvelse, er den derfor ikke redigeret så stramt, som jeg plejer - overskrevet nogle steder og underskrevet andre. Og I må bære over med eventuelle stave- taste- og andre fejl.


''Hæmatomani''

Der lød dæmpet banken, og før Stefansen kunne nå at sige noget, åbnede døren sig, og et stort hoved kiggede ind. ‘Hej Dr. Stefansen. Kan jeg komme ind nu?’

‘Ja. Kom bare ind,’ svarede Stefansen og skubbede sine briller på plads med pegefingeren. Han sukkede, forsøgte ikke at smile alt for meget. Laugesen.

Laugesen smilede forsigtigt tilbage og formåede at få resten af sig med ind uden at åbne døren yderligere. Han krydsede det gråmelerede linoleumsgulv og satte sig i stolen foran skrivebordet.

Stefansen klikkende Martin Laugesens fyldige journal frem. Forbløffende lang tid havde passeret siden Laugesen sidst var troppet op. Han havde ellers været der hver uge til fri konsultation Stefansen lagde ansigtet i så professionelle folder, han kunne og betragtede manden. Der var et eller andet usædvanligt ved Laugesen i dag.

Laugesens lavstammede og firskårne krop blev yderligere fremhævet af det næsten fuldstændig kvadratiske hoved. Hans hår var sandfarvet og sparsomt, ikke kortklippet nok til moderigtigt at camouflere hans måne og ikke langt nok til at fungere som hentehår. Øjnene var grå som en gammel dames garderobe.

Laugesen havde set sådan ud i al den tid, Stefansen havde haft ham som patient. Men hvad var der med ham i dag? Nyt tøj? … Nej. Laugesen bar de evindelige kharki-favede lærredsbukser og den korte, grå nylon-vindjakke. Hvad så? Pludselig indså han hvor forandringen lå.
Laugesens sædvanlige gustne teint var erstattet af en rødmosset lød, hvilket fik ham til at se forbløffende livskraftig og blodfuld ud.

‘Nå, Martin, hvad kan jeg gøre for dig i dag?’

‘Jo, ser du Doktor. Min krops usædvanlige inklination til at tildrage sig potentielt dødbringende sygdomme har slået til igen.’

‘Nåh da, det lyder ikke så godt.’ Stefansen undertrykte et smil. ‘Er du holdt op med at gå hos Dr. Hartmann?’

‘Nej, jeg ser ham stadig hver torsdag’

‘Jeg har fortalt dig, hvor vigtig terapi er i dit tilfælde.’ Stefansen havde utallige gange understreget for Laugesen, at hans sygdomme kun fandtes i hans hoved. En hypokonders angst kunne kun lindres kortvarigt ved lægelig undersøgelse, som for det meste beroligede dem om, at de ikke fejler noget. Selve hovedlidelsen krævede intens psykoterapi. Men Laugesen havde indtil videre ikke været modtagelig over for påstanden, at hans sygdomme skyldtes hypokondri. Stefansen vidste, at der var to sammenhængende hovedårsager til dette.

Først og fremmest var Laugesen en yderst belæst mand. Han slugte enorme mængder faglitteratur og krydrede dem med anselige portioner fiktion. I samspil med hypokondri var dette en yderst uheldig mikstur, da sygdomsangsten typisk fremkaldtes, hvis den hypokonderen hørte eller læste om nogen, der var blevet syg eller var død af en eller anden lidelse.

Laugesens fantasi havde desuden fået hypokondrien til at eskalere så voldsomt, at han kunne fremkalde somatiske tilstande. For et par år tilbage havde han hårdnakket påstået, at han led af bubonisk pest. Efter en grundig undersøgelse viste han endda tegn på byldedannelse i lymfekirtlerne, og mens undersøgelsen stod på, antog hans hud tillige et blåsort skær. Stefansen kurerede ham ved at fortælle at byldepest og lungepest, som gav blåfarvning, deraf tilnavnet Den sorte død, var to forskellige former for pest og ikke kunne eksistere samtidig. Laugesens tilstand blev normal i løbet af en time.

Pest-episoden var netop et eksempel på samspillet mellem forestillingsevne og somatiske tilstande, som gjorde sygdommen særlig potent hos Laugesen. Ved sygdommens udbrud var han i gang med en bog om pestens fremmarch i det middelalderlige Europa.

Laugesen var for det meste en irritation, men også nogle gange en kærkommen afbrydelse fra hverdagens banale snuer og andre almindeligheder, medmindre han havde travlt, for Laugesens led altid af kuriøse og sjældne sygdomme.

Nå, lad mig så høre,’ sagde Stefansen.

Laugesen rykkede frem på stolen, bøjede sig forover og begyndte at gnide sine håndflader hastigt frem og tilbage ad lårene. Denne vane havde givet bukserne en blankslidt bane.
Laugesen skulle passe på, ellers kunne han tilføje spontan kombustion til sin journal. Stefansen bed sig i underlæben for at fastholde et professionelt ansigtsudtryk.

‘Ja, doktor.’ Laugesen slikkede sine læber. ‘Jeg har diagnosticeret et usædvanligt tilfælde hos mig selv. Hvis det ikke var for de uhyggelige konsekvenser for mig selv og mine omgivelser, kunne det være udbytterigt for lægevidenskaben at studere sygdommen i dens fulde forløb, men jeg vil gerne kureres.’

‘Det skal vi nok kunne klare. Fortæl hvad det er, men kort. Det er en småtravl dag.’

‘Det er en længere historie, men jeg vil forsøge at fatte mig i korthed. Sagen er den, at jeg den sidste måneds tid år har lidt af hæmatomani.’

Hæmatomani. Stefansen brød ordet etymologisk ned i dets græsk-latinske bestanddele. Hæma var græsk for blod, og mani betød besættelse på græsk. ‘Hvad!'

Laugesen smilede stolt. ‘Den er sjælden ikke? Det mest bemærkelsesværdige er, at den bliver beskrevet som en psykisk lidelse. Det er vist første gang en såkaldt hypokonder har en psykisk lidelse, er det ikke?’ Laugesen spyttede ordet hypokonder ud.

Hør nu her,’ sagde Stefansen. ‘Vi har stået i denne situation før. Vi skal nok finde en kur. Fortæl lidt om sygdommen - hvis jeg kender dig ret, så ved du en del om den.’

‘Ja. Jeg har læst lidt om det. Hæmatomani er betegnelsen for en stærk sult efter blod. Lidelsen bliver også kaldt klinisk vampyrisme, eller Renfields syndrom efter karakteren i Bram Stokers Dracula.’

Stefansen troede ikke sine egne ører … klinisk vampyrisme!

‘Du virker lidt skeptisk,’ sagde Laugesen. ‘Men sygdommen findes, tro mig. Jeg vil ikke have den mere, det var spændende i starten, men nu er jeg bange. Der er sket noget forfærdeligt.’ Han så pludselig rædselsslagen ud og stoppede med at gnide hænderne mod bukserne.

‘Start med begyndelsen,’ sagde Stefansen.

Fortsættes ...

Begrænsninger er begyndelser I (OuLiPo)

På Skrivekunst stiftede vi bekendtskab med OuLiPo allerede i nogle af de første lektioner. OuLiPo står for Ouvroir de littérature potentielle (noget i nærheden af: værksted for potentiel litteratur) og er en sammenslutning af forfattere, som forsøger at skabe litteratur ved brug af begrænsninger. Sammenslutningen blev etableret i 1960 af og nogle af navnene er: Raymond Queneau, Georges Perec og Italo Calvino. Af danske forfattere ved jeg, at Peter Adolphsen er ret inspireret af OuLiPo, men generelt har OuLiPo haft enorm indflydelse på moderne, formeksperimenterende litteratur.

Groft forenklet kan man opsummere OuLiPos manifest som et budskab om, at formbegrænsninger (contrainte) kan sætte noget andet fri, skabe noget, der aldrig ville have været tænkt uden begrænsningerne Ofte er en sidegevinst af begrænsningerne, at skrivning bliver en form for leg. Disse begrænsninger kan bl. a. være matematiske formler, påbud eller forbud; f. eks den kendte s+7, hvor man ved hvert substantiv i en tekst slår ordet op i en ordbog, tæller syv substantiver ned og erstatter det originale substantiv med det fundne substantiv.

Andre begrænsninger er bl. a. Palindromer (ord eller sætninger eller afsnit som staves på samme måde forfra og bagfra - det gode gamle eksempel: Otto). Univokalisme (en tekst kun skrevet med Ene vokal). Øjerim (teksten må kun 'rime' med øjnene). Double (fordobling af udsagn: 'Omkring middagstid og ved frokosttid befandt jeg mig og steg på op på bagperronen og den bagerste afsats af en stuvende fuld og næsten optaget bus' - Queneau). Snowball (en tekst i vers hvor det første vers er på eet ord, næste to og så videre). Den måske mest berømte begrænsning er lipogrammet (en tekst uden et bestemt bogstav) - Georges Perecs La Disparition, en 300-siders roman UDEN! bogstavet 'e' på nær forfatterens navn. Og jeg har læst et sted, at en anmelder ikke bemærkede det, selv om han dog mente, at sproget knirkede lidt hist og her. Sonetten som vel nok er den mest restriktive form har også tiltalt OuLiPo og været benyttet meget af forfatterne.

Nu er det jo ikke sådan at mine tekster på nogen måde kan karakteriseres som formeksperimenterende, og det er heller ikke noget, de bliver i fremtiden. Men det har været inspirerende at arbejde med disse begrænsninger i skriveøvelser - man fokuserer helt anderledes på sprogets bestanddele, hvilket medfører at man bliver meget mere formbevidst. Det er udfordrende og lærerigt at skrive op mod begrænsningerne, en slags hård træning man kun kan blive bedre af. Begrænsningerne får een til at søge veje, man ellers ikke ville have søgt - og så er det helt basalt bare sjovt at lege med sproget på denne måde.

Et par ting fra OuLiPo har fundet vej ind i mine nyere tekster. I novellen 'Døren i døren' finder hovedpersonen en ildevarslende besked skrevet med de der træklodser med bogstaver på, børn leger med. Klodserne er stablet som en Snowball med 13 vers. Jeg har skrevet en lipogram-historie til børn med arbejdstitlen 'Det forsvundne bogstav.' Fortællingen foregår i alfabetets verden, hvor et bogstav er blevet kidnappet, og teksten er skrevet uden dette bogstav. Meget optimistisk tænkte jeg, at det skulle være I, der blev snuppet, men jeg fik ikke skrevet ret meget, før jeg tænkte, at det nok hellere måtte være Y. Hatten af for Perec.

Af en eller anden mærkelig grund har jeg altid haft et problematisk forhold til præsensfortællinger i første person -tonen har en forkert klang for mig, og der er også et eller andet med udsigelsessituationen der altid skurrer i ørerne. Det har irriteret mig, for det fungerer glimrende for mange andre. Med OuLiPo i baghovedet har jeg sat mig den begrænsning/udfordring at den næste novelle, jeg skriver, skal være i nutid med en jeg-fortæller. Det bliver vanskeligt, men jeg ved, det kan føre mig til noget uvant og uventet.

Thomas Strømsholt

Jeg har lige opdaget, at en af mine danske ynglingsforfattere har fået sin egen hjemmesiden for ikke så længe siden. Han hedder Thomas Strømsholt, og hjemmesiden er denne: http://www.tstromsholt.dk/

Strømsholt skriver gotiske horrornoveller af høj, høj klasse. Netop gotik er et nøgleord i hans fortællinger, for på en eller anden mærkelig måde lykkedes det ham at have stemme og tone som en monstrøs blanding af Sheridan Le Fanu, Ambrose Bierce, Algernon Blackwood, lidt Poe og så noget der må være ham selv, uden at det får hans prosa til på nogen måde at lyde bedaget eller hans fortællinger til af fremstå som pastiche af en gammel genre.

I et skriveaspekt er han særlig suveræn: stemning/atmosfære. I alle hans fortællinger hænger en dunkel, gotisk stemning så tæt og tung som London-fog eller som på maleriet foroven (Abtei im Eichwald af Caspar David Friedrich), der præger forsiden på mange bøger om gotikken og passende er Strømsholthjemmesidens baggrund. Strømsholt opnår denne atmosfære ved på ordklasseniveau at benytte de ellers udskældte adjektiver konstruktivt, samt bruge betydningsstærke verber og dystre similier: ''Ukrudt trængte op gennem asfalt og fliser, haverne sygnede hen i skygge fra vantrevne træer med løvtunge grene, og slyngplanter bredte sig som knudrede blodårer langs mure og facader'' (Strømsholt, ''Det møblerede værelse.'') Her kan man lære meget om fremmaning af stemning.

Derudover er det forfriskende at læse en forfatter, der strør om sig med litterære referencer, allusioner, esoteriske ord og latinske fraser på trods af at læseren måske ikke forstår dem, men de er netop med til at skabe den gotiske atmosfære - måske er det her Poe og Lovecraft titter stærkest frem.

Strømsholt er udgivet i et dusin magasiner og antologier. Jeg har haft fornøjelsen af at læse følgende af hans noveller, som jeg kan anbefale alle, der holder af et stemningsfuldt gys:

''Bibliotheca phantasiae''
''Den lede ting''
''Dr. Seidelins metode''
''Dragens ånde''
''The Furnished Room''
''Herr Liebeswerks rædselsbibliotek''

Sidstnævnte er min favorit (Jeg har endda lavet en reference til den og Strømsholt i min novelle ''Isolde',' som jeg håber ser dagens lys på et tidspunkt), og historien et glimrende eksempel på, at den litterære gotik stadig lever i dag og i Danmark, hvis ikke i bedste velgående så dog som en udød, der næger at blive manet i graven. Nu håber jeg bare, at jeg snart igen kan få en Strømsholt-historie at se i Himmelskibet - Magasinet for Fantastik, det er alt for lang tid siden.

Vampyrer er kedelige

Sådan har jeg i hvert fald tænkt i flere år og har derfor aldrig brugt figuren i mine historier. Det vil være alt for let for mig at falde i den kasse med de sofistikerede, melankolske vampyrer, som Anne Rice har gjort populær; og den mere folkloristiske nosferatu fra Stokers Dracula har heller ikke meget nyt at byde på.

Netop Bram Stokers Dracula, samt Sheridan Le Fanus Carmilla, Richard Mathesons I'm Legend og Anne Rices Interview with the Vampire står som nogle af højdepunkterne - ikke blot blandt vampyrfortællinger, men i hele horrorgenren. De har også været så vellykkede, at de har skabt et hav af mere eller mindre vellykkede efterligninger både i henhold til plot og vampyrfigur.

Vampyren har altid været populær med alle de forskellige konnotationer figuren slæber efter sig som en alt for lang kappe, men for mig har den altså været brugt så meget, at den er blevet uinteressant. Men det er det tydeligvis ikke alle, der synes. Den sidste uge har jeg begravet mig i vampyrfortællinger, fordi jeg skulle undersøge genren lidt for Tellerup. Hvis I vidste, hvor meget denne undergenre forgrener sig og fylder i Young Adult kategorien i USA! Det er ufatteligt hvor mange overjordisk smukke og karismatiske vampyrer/vampyrjægere/halvvampyrer/ kvartvampyrer/Twilight-agtige, men med et lille twist, så advokaterne ikke kan få fat i os, der findes. Og de lyder med nogle få undtagelser ret ens.

Det må være, fordi vampyrer i alle afskygninger har hjemsøgt min hjerne, men sagen er, at jeg nu har fået en ide til en vampyrhistorie. Lige nu forekommer den mig original og kantet. Ikke noget, der kan bære en roman, men helt klart en novelle. Måske er vampyrer ikke så kedelige alligevel ... hvilket man kan sige, at John Ajvide Lindquist har bevist med Lad den rette komme ind, det gælder bare om at få det rette blik på figuren.

The Devil's in the detail

... eller Gud ... eller i hvert fald forførelse af læseren. Jeg har altid holdt af tekster, som er sansemættede og fulde af konkrete detaljer. Detaljer har flere funktioner, men jeg har opdaget, at jeg først og fremmest bruger dem med to mål for øje:

1) for at give et læseren et skarpt billede på nethinden, der vil indfange dem i fiktionen - fæstne dem i fortællingens tid, sted og situation. Det er særlig vigtigt, når man som jeg ofte introducerer det overnaturlige eller truslen om det overnaturlige. H.P. Lovecraft skrev om netop dette i sin The Supernatural Horror in Literature: ''Inconceivable events and conditions have a special handicap to overcome, and this can be accomplished only through the maintenance of a careful realism in every phase of the story except that touching on the one given marvel.''

2) for skabe atmosfære. Sammen med individuelle ord og metaforer/sammenligninger med de ønskede konnotationer, er detaljer byggesten til atmosfære.

Jeg har flere gange fået at vide, at brugen af detaljer er en af mine stærkere sider som forfatter, og det har været et aspekt af skrivningen, som altid har faldet mig naturlig og let (dog med en tendens til overforbrug). På grund af dette har jeg ikke haft særlig fokus på detaljer det sidste stykke tid, men i stedet forsøgt at arbejde med mine svage sider. Men de sidste par måneder har jeg læst flere bøger, der har gjort mig opmærksom på detaljen som greb igen. Det er især Kristian Bang Foss' Stormen i 99 og Maja Lucas' Jegfortællinger, som har genåbnet mine øjne. Foss tager flere steder detaljen til et præcisionsniveau, jeg sjældent er stødt på og som maler fantastisk præcise billeder: ''Men Kim går sjældent i cowboybukser, som oftest har han mere posede bukser med læg og dybelommer på - og der ligger mobiltelefonen dårligt, den står ikke oprejst langs benet som i en denim-lommen, men lægger sig vandret nede på bunden'' eller ''Niclas og Anton skodder i en tom Nicolineflaske, der bliver grå indvendig af røg.'' Wauw! det er sgu godt skrevet.

På trods af den minimalistiske stil i Maja Lucas' prosastykker er de fulde af detaljer, som giver et fortættet billede af en ung kvindes liv, f. eks.: ''Han tager en slurk af øllen. Da han sætter flasken på bordet, kommer han til at skubbe til kartonen, som vælter. Den var åbenbart tom. Lidt yoghurt, som har samlet sig i kartonens åbning, siver langsomt ud på bordet.''

Det er svært ikke at blive begejstret for de to forfatteres brug af detaljen - de ... zoomer lige det stykke tættere på, end jeg hidtil har gjort. Der er meget at lære her.

HTX-gys

Den 22. september skal jeg besøge Esbjerg Tekniske Gymnasium i forbindelse med et forløb om gysergenren i dansk hos to gymnasieklasser. Ud over klassiske fiktion- og teoritekster inden for gysergenren har de også læst flere af novellerne i Hvor skyggen falder. Jeg skal bl.a. læse op, svare på spørgsmål og holde et lille oplæg om genrens virkemidler. Ganske nervepirrende.

Jeg har kun holdt oplæsning to gange før; sidste gang var på Hovedbiblioteket i Esbjerg til Esbjerg Litteraturfestival i oktober 2008. Det gik nogenlunde, jeg var dog ret nervøs og blev lidt diffus ved et par spørgsmål. Der var omkring 30 tilhørere, mindst halvdelen folk jeg kendte, jeg ved ikke, om det gjorde mig mere eller mindre nervøs. Noget af det jeg husker bedst, skete tæt på afslutningen: Jeg havde godt lagt mærke til en midaldrende kvinde med langt, sortfarvet hår, der sad på første række. Hun sad med bøjet hoved, og håret hang ned foran hendes ansigt, så man ikke kunne se hendes ansigt. Pludselig rejste hun sig i et ryk, stirrede på mig med opspilede øjne og sagde: ''Du skal hjem nu.'' Måske en slet skjult kritik, måske var der noget andet galt.

Under alle omstændigheder må jeg erkende, at jeg blev lidt paf. Kvinden som havde siddet ved siden af den sorthårede dame, rejste sig, tog hende i armen og forsøgte at få hende til at sætte sig igen. Jeg tror, hun var den sorthårendes handicaphjælper.

Jeg regner med, at jeg kan føle mig lidt mere fri i min fremførelse på gymnasiet, i en lidt mindre formel situation. Faktisk glæder jeg mig. Men hvis den sorthårede kvinde sidder der igen, bliver jeg fandeme bange.

To signaturer og en stor oplevelse rigere

Jeps, jeg fik Dennis Jürgensen til at skrive i Grønne øjne. Det gik desværre som jeg havde frygtet. Da jeg først fik taget mig sammen til at tale med ham, kom der ikke ret meget sammenhængende ud af min mund - heldigvis forstod han nok af: ''Øhh ... forbillede ... stor indflydelse ... (mumle) skrive i bog ... øh'' til at dechifrere, hvad jeg ønskede.

Derudeover fik jeg også Mathias Clasen, litterat og horrorekspert, til at skrive i mit eksemplar af hans fagbog om horrorgenren, Homo Timidus. Det var interessant og inspirerende at tale med ham. I det hele taget fik jeg talt med en masse spændende mennesker: Alle i familien Tellerup, især Louise og Harald, den unge, talentfulde forfatter Nick Clausen, som bl. a. har skrevet gyseren Tidevandet; Carina Evytt (Let bytte og Sværdet fra Odin), som jeg endelig møde ansigt til ansigt efter, at vi i flere år har beta-læst hinandens tekster og Jan Vandall skaber af og anmelder på Bogvægten.dk (http://www.bogvaegten.dk/).

Et af de største indtryk var da vi alle gik rundt på Tellerups lager og kiggede på hylderne med titler og kunne vælge, hvad vi gerne ville tage med hjem.

Fantastisk dag.

Tellerupbesøg

I morgen skal jeg til en lille forlags-komsammen hos Tellerup i anledning af deres 37-års jubilæum. Jeg håber, jeg kan finde Ruds-Vedby, for jeg glæder mig meget - til at få sat ansigt på de personer, jeg har talt og mailet med, og til at ... da-da-daah ... måske møde Dennis Jürgensen. Han er vel den forfatter, der for alvor fik mig til at læse, da jeg var yngre. Nu håber jeg bare, at jeg ikke bliver lige så mundlam og starstruck som en teenagepige til et backstagemøde med et boyband - men jeg har mine bange anelser.

Jeg tager et eksemplar af hans Grønne øjne med i håbet om en signering. Denne samling med fire gysernoveller gav mig mareridt og sveddryppene nætter, da jeg læste den første gang - og fik mig hooked på genren.

Fantastikprisen 2009 for noveller ...

... vandt jeg ikke. Ærgerligt, ærgerligt. Men det er jo også fint blot at være nomineret (skriver jeg ikke alt for forsmået). Og de andre nominerede må siges at være virkelig gode:

- Bernhard Ribbeck; "Var er et stort ord" i Horror.dk, Tellerup 2008.
- Bjarne Dalsgaard Svendsen: "Utopia" i Horror.dk.
- Hanna Lützen: ”De små søstre med glasuransigter” i Horror.dk.
- A. Silvestri: ”When the Music´s Over” i I Overfladen, Science Fiction Cirklen 2008.
- Kenneth Krabat: ”Historiens korte arm” i I Overfladen.
- Teddy Vork: "Skyggespil" i Hvor skyggen falder, Tellerup 2008

Jeg har læst de tre noveller fra Horror.dk og bedre horror skal man lede længe efter. Krabat har jeg ikke læst noget af, men har hørt og læst meget rosende ord om ham, desuden har/havde han på sin hjemmeside nogle glimrende råd/fif til den håbefulde skrivende, som jeg stadig konsulterer http://www.menneske.dk/krabat/

Heller ikke A. Silvestri har jeg ikke læst noget af endnu, men det skal jeg helt afgjort. Ikke blot fordi han vandt Fantastikprisen for sin novelle ''When the Music's Over,'' men også fordi jeg hele tiden støder på anbefalinger af hans noveller, som er udgivet i et utal af forskellige antologier, og så virker hans som en forfatter med originale, skæve og dystre ideer. Mange gange tillykke til ham. Man kan læse mere om Silvestri her:http://asilvestri.blogspot.com/

Textanalyse/Systime

Textanalyse under Systime.dk har lagt en af mine noveller fra Himmelskibet, ''En helt forkert kiste,'' ud på deres hjemmeside ud som en af de mange online-tekster, elever kan analysere. Fedt. Så er der mulighed for, at lidt flere måske vil læse historien om en bedemand, der fusker med kisterne og deres træsorter - fyrretræ er i dette tilfælde en meget dårlig løsning, hvilket medfører en særdeles utilfreds kunde.

Skriveblogging

Jeg er netop blevet færdig med 2 års Skrivekunst på Syddansk Universitet i Kolding, et tilvalg/sidefag jeg kun kan anbefale. De forskellige fag og inspirerende undervisere (meget mere om Skrivekunst en anden gang) har haft stor indflydelse på, hvordan jeg skriver nu, ja ... faktisk på hele min tilgang til skrivning. Vi har selvfølgelig haft 'almindelige' skriveøvelser, tekstlæsning/kritik og eksempel tekster. Men for mig har et nyt aspekt: skriftlig refleksion, været en øjenåbner.


Ud over aflevering af skriveøvelser skulle vi også skrive opgaver: 2-3 sider hvor vi skulle reflektere over en forfatters eller vores egne virkemidler - fra sætningskonstruktioner til overordnet plot - og meget andet i sammenhæng med litteraturvidenskabelige tekster. Ved at være 'tvunget' til at skrive en refleksion over baggrundene og den forventede virkning af mine valg møntet på en kritisk læser, har jeg fået større indsigt i og overblik over mine egne og andres tekster.


Det vil være ærgerligt at miste denne tvungne refleksion, nu hvor Skrivekunst er afsluttet. Som mange andre skrivende har jeg en slags journal, hvori jeg skriver ideer, pludselige indsigter og opdagelser, men jeg kan se, at jeg ikke altid er så påpasselig med at få skrevet så detaljeret som muligt, når kun jeg selv er læseren. Jeg håber, at jeg her med tanken - illusionen - om en modtager kan fastholde mig selv i at reflektere skriftligt over skrivning. Så det er formålet her - og så selvfølgelig skamløs selvpromovering :)

Skriv endelig en kommentar, hvis du falder over noget, der vækker din interesse.